Prisen uddeles for 16. år i træk af Dansk Erhverv og erhvervsskolen ZBC. Mette Fugl fik nøglerne til butikken for 3 år siden, et års tid efter at byens brugs lukkede i de samme lokaler efter flere år med underskud.
Byen købte selv butikken tilbage
Da brugsen lukkede for 4 år siden, samlede borgerne ind til at købe ejendommen, renovere butikken og få en ny købmand i samarbejde med dagligvarekoncernen Dagrofa. Ejendommen ejes i dag af borgerne gennem anpartsselskabet Veflinge Butikshus. Butikken er en af de mere end 120 butikker, Dagrofa siden 2016 har etableret på landet sammen med lokale borgere.
Veflinge har 900 indbyggere. Ifølge en analyse fra De Samvirkende Købmænd har byer med færre end 2.000 indbyggere over de seneste 10 år mistet hver 3. dagligvarebutik.
Mere end dagligvarer
Butikken har blandt andet fået en delikatesseafdeling med tilberedt mad, og hvert år 31. december mødes kunder og borgere til et nytårsløb med bobler og kransekage.
Mette Fugl og Min Købmand Veflinge blev i 2025 kåret som årets iværksætter i Nordfyns Kommune.
- Jeg er pavestolt, simpelthen. Jeg ved, at det betyder så meget for byen, at der er en butik. Jeg har selv boet i byen de sidste 20 år, og vi frygtede jo, at hvis butikken forsvandt, ville vi inden længe også miste både skolen og sportshallen, fordi folk flyttede fra byen, siger Mette Fugl.


